Vedtægter for Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi
Selskabets formål er at fremme forskning og undervisning indenfor klinisk farmakologi, at rådgive vedrørende præ- og postgraduat uddannelse i klinisk farmakologi samt at rådgive sundhedsmyndighederne i klinisk farmakologiske anliggender, herunder ved stillingsbesættelser. Selskabet repræsenterer dansk klinisk farmakologi over for udlandet.
§2
Selskabet er en sammenslutning af læger, der udviser interesse for det klinisk farmakologiske arbejdsområde. Anmodning om optagelse stiles til bestyrelsen og sendes til sekretæren. Selskabets bestyrelse kan i særlige tilfælde efter ansøgning bevilge andre end læger medlemskab af selskabet. Selskabet afholder mindst 3 videnskabelige møder om året. Disse møder er åbne og kan holdes som fællesmøder med andre selskaber, fx Dansk Farmakologisk Selskab og Dansk Selskab for Intern Medicin.
Udmeldelse af selskabet skal ske skriftligt til sekretæren. Som udmeldt betragtes den, der ikke har betalt kontingent i to konsekutive perioder.
Kontingentet fastsættes for et regnskabsår ad gangen på den ordinære generalforsamling, der afholdes før det pågældende regnskabsår. Regnskabsåret følger kalenderåret.
Selskabets øverste myndighed er generalforsamlingen. Selskabet ledes af en bestyrelse, der består af 5 medlemmer, som alle skal være læger. Bestyrelsens enkelte medlemmer vælges på en ordinær generalforsamling ved relativ stemmeflerhed (når et forslag har fået flere stemmer end noget andet forslag uanset antal af afgivne stemmer). Hvis antallet af foreslåede medlemmer overstiger antallet af ledige bestyrelsespladser, skal afstemningen ske skriftligt. Forslag til bestyrelsesmedlemmer må være den siddende bestyrelse i hænde senest 3 uger før generalforsamlingen og skal af bestyrelsen udsendes til medlemmerne senest 14 dage før generalforsamlingen. Hvis skriftlig afstemning skal finde sted, kan de fremmødte på hver stemmeseddel maksimalt anføre det antal navne, der svarer til ledige bestyrelsespladser. Fraværende medlemmer kan afgive stemme om dette og andre spørgsmål på generalforsamlingens dagsorden ved skriftlig meddelelse til bestyrelsen eller skriftlig fuldmagt til mødende medlem.
Valg af bestyrelsen gælder for 2 år. Tre af bestyrelsens medlemmer skal dog ved Selskabets stiftelse vælges for 3 år. Umiddelbart genvalg kan finde sted én gang. Bestyrelsen konstituerer sig med en formand, en sekretær og en kasserer.
Selskabet tegnes af formanden i forbindelse med et af bestyrelsesmedlemmerne.
Generalforsamlingen vælger foruden bestyrelsen to revisorer og en revisorsuppleant ved mundtlig afstemning. Valgene gælder for tre år ad gangen med ret til genvalg.
Selskabet afholder én ordinær generalforsamling årligt, almindeligvis i januar måned. Generalforsamlingen skal indkaldes med mindst 28 dages varsel. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges ved stemmeflerhed. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig ved simpel stemmeflerhed. På generalforsamlingen skal følgende punkter behandles:
1. Valg af dirigent
2. Valg af bestyrelse
3. Formandens beretning om Selskabets virksomhed
4. Selskabets stående udvalg og råd aflægger rapport
5. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab
6. Valg af revisorer
7. Eventuelt
Generalforsamlingen vælger repræsentanter til:
Dansk Medicinsk Selskab repræsentantskab (repræsentanternes funktionstid er 3 år) og umiddelbart genvalg kan finde sted én gang.
Det i Lægelovens §14 stk. 1 omhandlende råd (tre repræsentanter,heraf én med tjenestested uden for Storkøbenhavn, funktionstiden er 3 år).
De i Lægelovens §4 stk. 2 omhandlende tilforordnede til Sundhedsstyrelsens Specialistnævn (valgte repræsentanters funktionstid er 3 år).
Andre stående udvalg og råd, som generalforsamlingen beslutter at nedsætte. Sådanne udvalg og råd kan også nedsættes af bestyrelsen.
§7
Vedtagelse af lovændringer kan kun ske på en generalforsamling, hvor mindst 1/3 af de ordinære medlemmer er repræsenteret og kræver yderligere mindst 3/4 af de afgivne stemmer.
§8
Selskabets opløsning eller sammenslutning med andre selskaber kan kun finde sted, såfremt forslag herom har været optaget på dagsordenen på en ordinær generalforsamling og drøftet på denne. Hvis forslaget vedtages, udsendes det til urafstemning blandt samtlige medlemmer og gennemføres ved bestyrelsens foranstaltning, hvis mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.
Som vedtaget af den stiftende generalforsamling
Rigshospitalet, 3. marts 1977