Referat af generalforsamling i DSKF torsdag den 4. april 2002

Deltagerantal: 13

Valg af dirigent:
Jens Peter Kampman valgt til dirigent og kunne konstatere at generalforsamlingen var lovlig indkaldt.

Valg af bestyrelse:
Kim Dalhoff og Per Damkier genvælges for endnu en 2-årig periode. Medicinsk direktør Stig Waldorff vælges som nyt medlem af bestyrelsen.


Formandsberetning:
Selskabet har i øjeblikket 167 medlemmer, en lille tilgang fra tidligere år. Det har været et begivenhedsrigt år for DSKF med europæisk kongres i Odense i september, og afskedssymposium for en markant person for klinisk farmakologi igennem de sidste mange år professor dr.med. Frederik Andreasen, Aarhus Universitet.

Møder i det forløbne år:
Maj 2001: Toksikologimøde med udenlandske foredragsholdere. September 2001: Europæisk klinisk farmakologisk kongres i Odense (se nedenfor).

Efterårets øvrige møder:
Symposium i anledning af institutchef, dr.med. Jens Peter Kampmanns 60-års fødselsdag med emnet lægemiddelinformation, september 2001. Kliniske farmakologer i medicinindustrien, møde i december 2001. Herudover afskedssymposium for professor, dr.med. Frederik Andreasen, Aarhus Universitet.

Vedr. kongressen, Odense, september 2001:
850 deltagere fra 50 forskellige lande, 150 inviterede foredragsholdere og 627 abstrakts. Samlet budget 5 millioner danske kroner. Overskud ca. 0,5 million danske kroner. Kongressen var en betydelig succes og fik megen ros.

Øvrige oplysninger:
DSKF og DSFT byder ind på IUPHAR 2010 i København. Det er den første fælles verdenskongres for basale- og kliniske farmakologer. Af konkurrenter er der Basel, Paris og Stockholm. Professor, overlæge, dr.med. Kim Brøsen er præsident. Michael J. Mulvany er sekretær. Ved farmakologi kongressen i San Francisco juli 2002 vil det blive afgjort, hvor kongressen vil finde sted.

I det forløbne år er hospitalerne i Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S) blevet akkrediteret, hvilket har givet et løft for de kliniske farmakologer i H:S med ekstra bevillinger (stillinger), en betydelig synliggørelse af faget i forbindelse med kvalitetssikring på medicinområdet.

Bestyrelsen har i øvrigt de seneste måneder været travlt optaget med udarbejdelse af målbeskrivelser for faget og logbøger i henhold til Sundhedsstyrelsens retningslinier. Der er nedsat et udvalg bestående af Per Damkier, Syddansk Universitet, Odense, og Jan Peter Kösters, kursusreservelæge, Rigshospitalet, der har forestået et indtil videre meget stort arbejde i forbindelse med udarbejdelsen af disse.

Formanden og bestyrelsen beklager den ikke opdaterede hjemmeside, bestyrelsen har prioriteret at bruge penge på at få denne opdateret og forbedret.

Afslutningsvis skal det bemærkes, at i det forestående år er der planlagt følgende:
Møde sammen med Dansk Hepatologisk Selskab onsdag den 10. april 2002 vedrørende svage analgetika. Møde i efteråret vedrørende GCP i forbindelse med, at dette er lovbefalet ved alle lægemiddelundersøgelser for år 2004. Og så skal der sættes kryds i kalenderen ved DSKF's 25-års jubilæum den 25.-26. oktober 2002.

Rapporter fra stående udvalg:

Kursusudvalget
Efter en del sværdslag med specialeselskaberne i efteråret 2001 indvillige Sundhedsstyrelsen i at overtage den mere regnskabsmæssige del af kursusadministrationen, som Rigshospitalet hidtil har varetaget. Lektor Torben Laursen, Århus, har efterfulgt Hanne Rolighed Christensen som kursusleder. Et nyt kursusudvalg, der desuden har Kim Brøsen, Odense, Kim Dalhoff og Annemaria Giraldi, Rigshospitalet, Michael Søndergård Thomsen, Novo Nordisk, og Lars Peter Nielsen, Århus som medlemmer, er nedsat. Udvalget er i gang med at tilrettelægge kurser for perioden 2003-2005. Der planlægges to nye kurser: "Lægemiddelbivirkninger" og "Rationel farmakoterapi til risikogrupper". Dette nødvendiggør rationalisering / sammenlægning af andre kurser, og justering af de enkelte kursers omfang. Arbejdet vil blive koordineret i tæt samarbejde med arbejdsgruppen vedr. udarbejdelse af ny målbeskrivelse og DSKF's bestyrelse. Kurserne bliver fremover et "redskab" til opnåelse af specifikke faglige kompetencer.

Målbeskrivelser
I forlængelse af Speciallæge kommissionens arbejde har Sundhedsstyrelsen lagt op til betydelige ændringer af rammerne og målene for den lægelige videreuddannelse. Disse er detaljeret beskrevet i "Vejledning til udfærdigelse af Målbeskrivelser og Logbøger", og arbejdet er lagt i hænderne på de enkelte speciale selskaber. Der er tale om betydelige ændringer i forhold til de tidligere uddannelses- og målbeskrivelser. Begrebet "ansættelser" falder groft sagt ud, idet man nu alene fokuserer på kompetence erhvervelse. Disse skal beskrives detaljeret for det enkelte speciale; ikke kun speciale specifikke kompetencer, men der skal redegøres for i alt 7 kompetence områder (eks. "kommunikator rollen", "samarbejder rollen", "akademiker rollen" etc.). Som et afgørende nyt element skal der tillige for hver enkelt mål angives specifikke lærings strategier og evaluerings strategier. Målbeskrivelserne skal være færdige i løbet af sommeren 2002 hvor de administrative bekendtgørelser skal udformes. Arbejdet, som er er meget omfattende og tidskrævende, er i DSKF regi er kommet lidt skidt fra start, men skrider nu hastigt og tilfredsstillende fremad. Arbejdsgruppen udgøres af afdelingslæge Per Damkier, Odense, og kursusreservelæge Jan Peter Kösters, København.

Bloddonation
Dansk Selskab for Klinisk Immunologi har gennem nogen tid ønsket assistance til udarbejdelse af en vejledning til selektion af donorer som modtager lægemidler. Arbejdet i dette udvalg har levet en lidt forsømt tilværelse, men tager nu omsider form. Der er udarbejdet et skriftligt baggrundsdokument med generelle betragtninger og et oplæg til en praktisk struktur for beskrivelse af de enkelte lægemidler. Udvalget består af overlæge Kim Dalhoff, København og afdelingslæge Per Damkier, Odense (DSKF) samt afdelingslæge Ulrik Sprogøe-Jakobsen, Odense og Overlæge Uffe Brodthagen, Ålborg (DSKI).

Regnskab 2001
Fremlægges og accepteres. Kontingent det kommende år forbliver uændret på 100,- kr.

Valg af revisorer
Stig Waldorff afgår som revisor og i stedet tiltræder Henrik E. Poulsen og Jesper Sonne. Per Buch Andreasen forstætter som revisorsuppleant.

Eventuelt
Bestyrelsen foreslås udvidet fra 5 til 7 medlemmer. Dette kræver imidlertid ændringer i vedtægterne. Da deltagerantallet til generalforsamlingen kun udgjorde ca. 8% af det samlede antal DSKF medlemmer må beslutningen tages op på en ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutningen kan afgøres ved simpelt stemmeflertal af fremmødte deltagere. Bestyrelsen udsender indkaldelse snarest inklusiv forslag til nye bestyrelsesmedlemmer.

18-04-02 Kim Dalhoff